En baneguide i lommen gør dig meget mere parat

Baneguide

En golfguide er ikke en person som følger dig rundt på banen, men et lille hæfte med et kort som viser dig banens og hullernes forløb.

Det kan være en stor fordel at anskaffe sig en baneguide, når man besøger de forskellige golfklubber rundt om i landet. Baneguiden kan købes i klubbens proshop eller reception til en pris omkring 15-45 kr. Mange klubber er begyndt at udlevere disse baneguides gratis ved køb af greenfee, hvilket burde være standard i alle klubber, da dette giver klubberne mulighed for i langt større grad at vise deres sponsorer, som ofte er vist i baneguiden.

En baneguide består af mange vigtige oplysninger, som du kan drage nytte af på din runde, herunder:

  • Hullernes udformning
  • Hullernes totale længde fra tee-stedet
  • Hullets sværhedsgrad
  • Afstande fra tee-stedet og frem til bunkers, stengærder, søer, åer, træer, osv.
  • Afstandene 200, 150, 100 og 50 meter fra midten af fairway og op til green eller midten af green
  • Størrelse af green
  • Flagets placering på green
  • Niveauer på green
  • Bunkerplaceringer omkring green
  • Angivelse af hazarder
  • Angivelse af Out-of-bounds områder
  • Angivelse af retning til næste tee-sted
  • Lokale regler
  • Angivelse af toiletter på runden

Udover oplysninger herover, indeholder baneguiden typisk meget mere information, men de nævnte er typisk de mest generelle.

Vi kan kun anbefale, at du ved ankomst til en ny golfbane anskaffer dig en baneguide, da denne kan være til meget stor hjælp, specielt på de huller hvor der kan forekomme blinde slag (placeringer hvor du ikke kan se hvor din bold lander).

En baneguide i lommen gør dig meget mere parat til de udfordringer du kommer til at stå overfor.

Golf citat:

“It takes hundreds of good golf shots to gain confidence, but only one bad one to lose it”

Jack Nicklaus