Slå aldrig til din bold, hvis en af dine medspillere står foran

Etikette

Golfetikette er egentligt meget enkelt, da det tager udgangspunkt i det gamle begreb om, at golf er en “Gentleman sport”. Ordet “Gentleman sport” er forældet begreb, da der i dag er rigtig mange kvinder som også udøver denne sportsgren, men nu hvor begrebet stadig er det eneste som benyttes i mangel af bedre, så har vi alligevel valgt at nævne det her.

Der findes etikette og så findes der Golfetikette, der i alt sin enkelthed tager udgangspunkt i, at tage hensyn til sine medspillere og andre personer på en golfbane, så alle har en mulighed for at få en rigtig god oplevelse ude på golfanlægget/banen. Det handler om at man respekterer alle omkring én og den bane vi alle som golfspillere skal spille på.

Vi spiller spillet og håndterer samtidig de enkelte situationer som beskrives herunder forskelligt, hvilket er årsagen til at man tager udgangspunkt i “laveste” fællesnævner, hvilket er til gavn for alle.

På tee-stedet

På tee-stedet, dér hvor et golfhul starter, er det vigtigt at vi som spiller og medspiller tager hensyn til alle omkringstående.

Stil aldrig din bag eller vogn på tee-stedet, men istedet ved siden af i den retning du efter dit slag skal fortsætte i. Dette gælder også når du er ved green, hvor bag/vogn placeres efter green, så du hurtigt kan fortsætte videre.

Dette medfører, at når der står en person klar til at slå sit første slag, så er det god etikette, at alle andre ikke taler eller står og rasler med deres udstyr, så personen som er ved at gennemføre sit slag, kan koncentrere sig om sit udslag. Husk på, at det altid bliver din egen tur til at slå et slag og at du også ønsker at slå under rolige omgivelser/forhold.

Slå aldrig til din bold, hvis en af dine medspillere står foran linien hvor du selv står, da du i forbindelse med et fejlslag/træf risikerer utilsigtet at ramme vedkommende.

På banen

Når alle har slået deres bold fra tee-stedet, forsætter spillet derfra hvor de respektive bolde ligger. Her er det også vigtigt, at alle forholder sig i ro samt ikke taler, når den enkelte person skal til at slå sit slag.

Samtidig er det også god etikette, ikke at stå foran den der er ved at slå, men at alle forholder sige på samme linie/længde, hvormed personen ikke forstyrres af en pludselig bevægelse fra en af de andre spillere.

Slår man et stort stykke græs (turf) op i sit slag, så skal dette lægges tilbage på plads, så græsset/rødderne har en mulighed for at vokse videre og samtidig undgår at skabe et hul i banen, hvor en efterfølgende spiller kan risikerer at lande med sin bold.

Skulle du være så uheldig, at din bold lander i en af bunkerne på din vej mod green, så husk altid at rive efter dig, med den rive som altid er placeret ved bunkeren. Dette er vigtigt, da den næste spiller dermed undgår, at hans/hendes bold ligger i et dybt fodaftryk, hvilket gør personens slag langt vanskeligere.

På greenen

På greenen gælder etiketten om stilhed også.

Når man slår en bold ind på green langt ude fra banen/fairway, så vil der komme et mærke i det fintklippede græs, hvor bolden har sit nedslag. Disse nedslagsmærker skal rettes op/udjævnes, men et dertilhørende instrument/værktøj kaldet for en pitch-fork. Dette gøres, for at greens bliver holdt i så god og flot stand som muligt, da de mindste ujævnheder har en indflydelse på din bold når der puttes på green.

Lad altid personen hvis bold ligger længst væk fra hullet putte først. Ligger din bold i en anden spillers puttelinie (linien mellem spillerens bold og hullet), så sørg for at markere din bold med en markør/mønt.

Det er vigtigt at der tages hensyn til alle spillere på green, men også at der fokuseres på at blive hurtige færdige, da der næsten altid er en anden bold/spillere som er klar til at slå deres bolde ind til den green du netop har spillet færdig. Derfor må man aldrig stoppe op ved green og begynde at notere sin scorer, men vente til man er helt væk derfra eller fremme på næste tee-sted. Er du i tvivl om din scorer, så kan du altid spørge en af dine medspillere.

Hvem har “honnøren”

Honnøren tildeles den person, som har brugt færrest slag på hullet forinden. Honnøren er, at du har rettigheden til at være den første som slår ud fra tee-stedet. Har to spillere brugt det samme antal slag på hullet, så er det den person som på hullet før det sidst afsluttede hul, fortsætter som indehaver af honnøren.

De “skæve” slag Golf spilles ofte i særdeles smukke omgivelser, men golf kan også være en meget farlig sport i relation til skæve slag. Derfor er der en regel/etikke som SKAL overholdes og det er, at gøre andre spillere opmærksomme på en vildfaren bold.

En golfbold kan opnå meget høje hastigheder og dermed også skade voldsomt, hvis den rammer en anden person. Så kan man se at en bold har retning mod en anden/andre spillere på banen eller ud i et område bag nogle træer hvor du ikke ved hvad der gemmer sig bag, så er ALLE golfspillere forpligtet til at råbe “FORE”.

Dette hensyn skal tages meget alvorligt, for din og de andres sikkerhed på golfbanen, da et træf af en golfbold kan have fatale følger for personen som rammes.

Hører du selv at der bliver råbt “FORE” i nærheden af det golfhul du selv er i gang med at spille, så gælder det hurtigst muligt om at holde begge hænder/arme op omkring dit hoved og samtidig sætte dig i knæ, så risikoen for at blive ramt er så minimal som muligt.

Afstand til andre

For din og andres sikkerhed gælder det altid om at holde afstand til de spillere som befinder sig foran en selv på banen. Vent hellere lidt, hvis du er i tvivl om du eventuelt kan nå dem foran med dit slag. Skulle du alligevel tage chancen og du kan se at den kommer faretruende tæt på, så SKAL du også her råbe “FORE”.

Det er god etikette at vente lidt og rigtig dårlig stil ikke at tage hensyn. Skyder du din bold meget tæt på de forangående, kan dette lægge et unødigt pres på dem, som kun resulterer i at deres spil falder fra hinanden på grund af manglende koncentration og frygt for at blive ramt, hvormed ventetiden bliver meget længere og i sidste ende en gene for dig selv.

Spilhastighed

For en 4-bold, som består af 4 personer på et hold, så estimeres spilletiden på en 18 hullers golfbane til at være lige omkring 4 timer og 15 minutter. På nogle baner kan det være lidt kortere tid og andre lidt længere, hvilket oftest er angivet på scorekortet.

Sørg altid for at overholde disse tider, da dette er til stor gavn for dig og alle andre på banen.

Langsomt spil

Det sker for alle golfspillere, at man på en runde kan komme i situationer hvor spillets hastighed ikke er så optimal som ønsket, på grund af tiden man f.eks. skal bruge på at finde bolde i det høje græs. I sådanne situationer, er det god etikette at lukke holdet af spillere bag en selv igennem, så de ikke skal generes af ventetiden som skabes imens du og dine medspillere leder efter en bold. Er der situationer, hvor der er et helt hul ledigt foran den bold du selv går i og op til næste bold, så luk derfor holdet bag dig/jer igennem på førstkommende tee-sted, så alle bag dig/jer ikke skal gå en lang og smertefuld runde, på grund af ventetider.

Golf citat:

“I look into their eyes, shake their hand, pat their back, and wish them luck, but I am thinking, ‘I am going to bury you.'”

Seve Ballesteros